Plads til fremtidens historier

af Mikka Lene Pers

Bragt i Grænsen nr.5 oktober 2006

Jeg er født i 1986, datter af en far fra Skive og en mor fra Berlin og vokset op i den lille landsby Drage ved Ejderen. I løbet af min skoletid har jeg stiftet bekendtskab med tre forskellige skoletyper, været aktiv i ungdomsklub, Ejderviking og i min tid på Duborg-Skolen spillet på Det lille Teater, skrevet for Flensborg Avis og siddet i diverse udvalg.

Væk fra Sydslesvig

Jeg tog studentereksamen på Duborg Skolen i 2005, sagde farvel til mine venner og flyttede til København, hvor jeg har boet lige siden. I løbet af det år der er gået siden da, har jeg ikke på nogen måde fulgt med i Sydslesvigs gøren og laden. Ikke af dovenskab eller mangel på tid, men fordi jeg ikke har haft lyst til det. Jeg er træt af Sydslesvigs historie, grænsen der flyttes op og ned, København-Bonn-erklæringerne, sprogdebatter, strukturdebatter. Jeg gider ikke, at beskæftige mig med det.

Det er trist. Jeg er vokset op som del af et helt unikt fællesskab, der har lært mig meget og gjort mig til den jeg er i dag. Når jeg forklarer uindviede om min oprindelse, gør jeg det med stolthed og tænker med glæde tilbage på den klat jord syd for grænsen, der befolkes af mindretallet. Ikke destomindre er jeg, så snart studenterhuen er lagt på hylden, flyttet til kbh. Ikke for at læse, men for at leve et liv udenfor et defineret mindretal.

Hvad er det der er gået galt?

Det er unge som jeg, der burde bære Sydslesvig videre og sikre dets fremtidige eksistens. Jeg burde sågar gøre det med glæde, for jeg ved hvor smukt og spændende et sted det er. I stedet for længes jeg efter endelig at komme væk fra det, leve et liv som den jeg er nu, uden at bære på en historie jeg ikke føler jeg er en del af.

Nu vil mange hævde, at en stor del af mit liv er en konsekvens af grænsedragningen fra 1920, de mindretalsgarantier og de senere rettigheder København-Bonn-erklæringerne har sikret grænselandet. Det kan jeg ikke benægte, men samtidig ved jeg, at jeg i langt højere grad er konsekvensen af mine forældres møde i Danmark i 1977 og deres kærlighed. De er ikke garvede Sydslevigere, men to mennesker der stammer fra henholdsvis Danmark og Tyskland og fandt et sted at bo, der gjorde det muligt for begge at bruge deres uddannelser. Det er altså deres valg om at flytte til Drage, de søskende og venner jeg har fået, badestranden bag mit hus, mine skoler og fritidsaktiviteter, jeg er et produkt af. Mit Sydslesvig er netop det ovennævnte, grænsedragningen virker for mig meget fjern.

Jeg er ikke historieløs. Men jeg har mere lyst til at beskæftige mig med historiens konsekvens, det der er her og nu, end at læse i gamle bøger. Jeg vil se fremad og på historierne foran mig. Jeg har ikke rod i Danmark eller Tyskland, men jeg er heller ikke rodløs, jeg har stærke rødder i min hjemstavn og alt det, der har udgjort min barn- og ungdom. Det jeg mangler for at se Sydslesvig som noget jeg vil kæmpe for, fremfor blot at mindes, er accepten af netop dette.

Forældede værdisæt og urealistiske forventninger

På trods af alt det gode, jeg kan sige om mindretallet syd for grænsen har jeg oplevet at skulle leve op til at være dansk på en måde jeg ikke kunne og ville. Jeg har mødt dogmer og holdninger, der er forældede og stagnerede, værdisæt, der stammer fra en kontekst jeg ikke kan forholde mig til. Det har fået mig til i dag at være passiv i forhold til mindretallet.

Når jeg ser på mine gamle skolekammerater, gør enkelte en indsats for Sydslesvig ved at indgå i foreninger, men langt de fleste holder snuden ude ad det. Grunden hertil ser jeg i, at deres motivationer til at blive del af det danske mindretal og deres ”danskhed”  ikke er blevet betragtet som fuldstændig legitime. De færreste har bånd til Danmark før de knyttes i de danske institutioner, taler dansk med deres bedsteforældre eller holder med det danske landshold. De har som jeg ikke kunnet leve op til det billede af en ægte sydslesviger, en slags eksildansker, der stadig dyrkes blandt den ældre generation.

Hvis man fortsat, af frygt for ikke at være dansk nok og derfor miste Danmarks opbakning, efterstræber en danskhed, der er uægte og indsnævrende, bliver Sydslesvig en tom illusion. En illusion der har til formål at opretholde forældede institutioner.

Accept skaber ansvar

Skal Sydslesvigs eksistens sikres, er det på tide at tage dets værdisæt op til revision. Byde ungdommen velkommen, fremfor at skræmme den bort med forventninger, der ikke kan indfries. Vi er som vi er, tosprogede, dobbeltkulturelle, halvsprogede, halvkulturelle, tyskere med danske rødder, danskere med tyske rødder. På trods af brogetheden er der fælles træk, som I må acceptere. Man efterspørger heller ikke en fynbos nationalitetsfølelse.

I stedet for at få unge til at føle, at de ikke er rigtige tyskere, fordi de er ”danske”, og samtidig ikke er danske fordi de ikke er helt ”danske nok”, burde det danske være et attraktivt tilbud, et privilegium. Ville jeg have oplevet det, ville jeg ikke være flygtet fra mindretallet.

I det øjeblik man ikke længere forsøger at plante vore rødder i imaginær dansk jord, vil vi unge se, at de vokser i Sydslesvig. Før vi unge kan tage ansvar for mindretallet må vi føle at det er vores, at motivationen for at være en del af det og vores form for danskhed bliver anerkendt.

Grænseforeningens rolle

Her kan ikke mindst Grænseforeningen spille en stor rolle. Besøg, pensionistklubber, folkedans, teaterbesøg, bese institutioner, plejeforældre, understøtte nye initiativer, vise interesse, deltage i debat, snak med naboer, udsprede kendskab, vise os jeres danske værdier, formidle kultur, festivaller, understøtte højskole- efterskoleophold. I det hele taget kan I være bindeled mellem Danmark og Sydslesvig, fordi den egentlige forståelse for hinanden ikke findes i historiebøgernes gulnede sider, men opstår med den menneskelige kontakt.

Intet fravalg krævet

Sydslesvig er et sted for sig. Det ligger der, hvor Danmark og Tyskland overlapper hinanden og vi behøver ikke tage afstand fra nogen af landenes kultur, for de er ikke omvendt proportionale. Jeg har ikke brug for at vælge land eller nationalitet. Først som syvårig opdagede jeg, at der fandtes et mormor og et farmor sprog.

Og jeg kunne lide dem begge to.